Information om Sprogliga

 

Sprogliga er en national konkurrence i sprog og logik henvendt til gymnasieelever – almindeligvis i alderen 15-20 år, som har lyst til at møde andre ligesindede med fælles interesser og til at løse opgaver på konkurrenceniveau.

Formålet med Sprogliga er dels at udbrede interessen og viden om lingvistik (sprogvidenskab) og alle dets domæner (bl.a. syntaks, fonetik, grammatik, sociolingvistik, logik) og dels at give unge studerende en mulighed for at møde andre med fælles interesser – såvel på nationalt som på internationalt plan.

Efter den nationale konkurrence, som afholdes lokalt ude på danske gymnasier, udvælges 1-2 hold à 4 deltagere, som har klaret sig bedst. Deltagerne vil repræsentere Danmark ved IOL – de internationale olympiske lege for lingvistik, som hvert sommer afholdes i et af IOL's officielle medlemslande.

Vores primære formål er at give de studerende en mulighed for at forfølge deres interesse indenfor lingvistik, mens det sekundære formål er, at vores deltagere klarer sig bedst muligt ved IOL.


Målgruppen er alle studerende på en ungdomsuddannelse (typisk 15-20 år), som har lyst til at prøve kræfter med logiske og lingvistiske opgaver.

Tidspunktet for den årlige nationale konkurrence ligger normalt i november måned og deltagerne til IOL udvælges i december.
For information om det præcise tidspunkt samt tilmeldingsprocedure, gå til Tilmelding.

Stedet for afholdelse af Sprogligaen er ude på gymnasierne lokalt.

Tilmeldingsproceduren foregår via den studerendes eget gymnasium eller uddannelsesinstitution til os. I visse tilfælde er det også muligt at tilmelde sig direkte til TalentCampDK.
Hvis du som studerende gerne vil deltage, men dit gymnasium ikke er i samarbejde/kontakt med os, bedes du kontakte os. Se kontaktinformationer her.

Selve konkurrencen tager 1,5 time (2 lektioner à 45 min) i et almindeligt klasselokale på dit gymnasium. Hver deltager får udleveret et opgavesæt bestående af 6-10 opgaver af logisk og lingvistisk art.
Alle hjælpemidler (inkl. brug af internet og computer) er ekskluderet. Besvarelsen foregår med blyant og papir.

Alle opgaverne er selvrefererende dvs. at der ikke kræves en forudgående eller særlig viden for at kunne besvare opgaver. Din viden om engelsk eller andre fremmedsprog vil hverken kræves eller blive testet. Løsningen kan ved brug af logik og ved at systematisere mønstre findes i opgaven selv. Alle opgaver er på dansk.
Se et eksempel på et opgavesæt her.

Opgaverne er udviklet af en opgavekomité bestående af lingvister og andre sprogstuderende og er godkendt af lektorer og professorer tilknyttet Københavns Universitet på Amager.

IOL – De internationale olympiske lege for lingvistik
Sprogliga er den danske konkurrence, som skal lede op til deltagelse i IOL – de internationale olympiske lege.
Vi er stolte over at kunne skrive, at Danmark via Sprogliga er fuldgyldigt medlem af IOL.
Du kan læse mere om IOL her:

http://www.ioling.org/

http://international-linguistics-olympiad.blogspot.dk/p/faq.html

Overordnet er IOL en af de 12 internationale videnskabelige olympiske lege for studerende og har været afholdt siden 2003. Hvert år mødes en gruppe af unge lingvistiskinteresserede fra hele verden for at teste deres viden og kundskaber i nogle af de sværeste (og sjoveste) opgaver i sprog, lingvistik og logik.
Ligesom Sprogligaen kræver opgaverne i IOL ingen forudgående eller særlig viden inden for sprog eller lingvistik – selv de sværeste opgaver kræver kun din evne til at kunne tænke logisk og se systemerne.
På IOLs hjemmeside kan du finde opgavesæt fra tidligere olympiske lege. Der er opgaver i alle sværhedsgrader, og de kan give dig en idé om, hvordan opgaver til den nationale konkurrence (Sprogliga) ser ud.